En kor-koncert, hvor alle sang med
Lungekoret og Kerteminde-Dalby valgmenighed stod torsdag den 3. oktober i fællesskab bag en klar succes med en koncert, der har givet både kor og menighed mod på mere. Lungekoret havde hovedrollen, men koncerten udmærkede sig også ved, at publikum fik lov at synge med i flere fællessange.
Lungekoret under ledelse af organist Lene Dam underholdt torsdag aften den 3. oktober i Valgmenighedens kirke i Kerteminde med smukke sange og salmer, hvoraf flere ikke er at finde i de trykte salmebøger. De var udvalgt til lejligheden af korleder Lene Dam. Hun er glad for sangene, og hun fortæller, at kendskabet til sangene kan medvirke til, at de kommer ind i billedet, når der skal tage stilling til indholdet i kommende salmebøger.
Lungekoret samler op mod 30 personer, der har det tilfælles, at de har sygdomme i lungerne, og at deres deltagelse i koret både handler om det sociale, at have det rart sammen og at motionere lungerne.
-
Jeg oplever det glædelige, at kormedlemmer kommer og fortæller, at de har været til det, man kalder pusteprøve, og at deres lungefunktion er blevet forbedret, fortæller Lene Dam. – Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det hænger direkte sammen med koret, men meget tyder på, at der er en sammenhæng.
– Det er simpelthen en fantastisk træning af lungerne, siger kormedlem Søs Hansen. – Det er langt mere effektivt, end hvad vi kan opnå ved en almindelig genoptræning. Hun er ret ny i koret, andre har været med i flere år, og koret som sådan har eksisteret i syv år.
-
Vi vil da gerne have endnu flere med, siger Lene Dam.
Koncerten torsdag aften var Lungekorets første, men succesen bliver sikker fulgt op med nye koncerter. Successen torsdag aften har i hvert fald givet mod på mere.
Kormedlemmernes glæde ved at synge sammen var smittende, og glæden blev naturligt nok ikke mindre af, at koncerten havde samlet et stort publikum, der kvitterede for korsangene med varmt bifald. Selv fik publikum i øvrigt også lov til at udfolde sig i fællessang. Det gav en ekstra dimension ved koncerten, at de optrædende på den måde faktisk var alle, der var til stede i Emmaus-kirken.
Også Anders Lundbeck Rasmussen, præst ved Valgmenigheden i Kerteminde, var en tilfreds mand efter koncerten. Det glædede ham at se at næsten alle pladser i valgmenighedens kirke var optaget, og han kunne fortælle, at der er planer om nye koncerter i kirken.
Kim Jørstad