Juleaftensandagt

Prædiken juleaften

2020 efter Kristi fødsel har været et mærkeligt år. Et år som har stået i Corona-pandemiens tegn, fuld af kriser, nedlukninger og begrænsninger, hvor vi i perioder dagligt har fulgt med i statistikkerne for syge, indlagte og døde.

Men det bliver jul alligevel og trods alt. Der er også lyspunkter. Selv de små lyspunkter som humoren kan skabe midt i alvoren. Den irske udenrigsminister meddelte f. eks forleden højtideligt og officielt, at den irske regering havde til hensigt at betragte julemandens indrejse i Irland den 24. december som en rejse med et ”anerkendelsesværdigt formål”, så julemanden ikke behøvede at gå i 14 dages karantæne, før han delte gaver ud. Man må håbe at den danske regering har en lignende politik. Men det får vi nok at se senere i aften.

Måske har vi også lært noget af krisen? Så det vi før tog for givet, måske er blevet til noget, vi nu er taknemmelige for? Bare det, at vi kan komme på arbejde, at vores børn kan komme i skole eller at bedsteforældre kan få besøg af deres børnebørn. Når vaccinen i løbet af det næste år forhåbentlig igen sætter os i stand til at være mere sammen med andre og frit bevæge os ud i verden, så vil vi måske også glæde os mere over de muligheder, fordi vi nu har prøvet at miste dem.

Corona har vel mindet os om vores begrænsninger, vores skrøbelighed og dødelighed. Derfor er det måske meget godt i dag, at høre juleevangeliets fortælling om et barns fødsel. Altså ikke om enden på livet. Men om begyndelsen på det. Sådan som vores forfædre har gjort det hver eneste jul i mere end tusind år.

De fleste af verdenshistoriens store tænkere - helt tilbage til filosoffen Sokrates længe før Kristi fødsel - har tænkt, at det der mere end noget andet kendetegner os mennesker netop er, at vi til forskel fra dyrene har en bevidsthed om vores egen endelighed. Vi ved, at vi er sårbare og dødelige og derfor må vi gøre os umage med livet.

Men der er en undtagelse. Nemlig den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt. Hun fandt det mere betydningsfuldt, at vi er født, end at vi skal dø. Alle mennesker er som bekendt ikke bare dødelige men også født og ethvert menneskes fødsel er en enestående ny begyndelse midt i verden: Et lille mirakel. Enhver, som har stået med et nyfødt barn i hænderne, ved nok, hvad Hannah Arendt tænker på. Arendt kendte også godt til mørket i verden. Hun var ikke naiv. Som tysk jøde havde hun måttet flygte fra Hitlers tredje rige. Alligevel sagde hun: Vi er ikke født for at dø, men for at begynde”. Det hun tænkte på var, at vi mennesker alene af alle levende væsner fødes med evnen til at begynde noget helt nyt eller starte på en frisk selv i de mørkeste tider. Alt menneskeligt ville gå i opløsning, hvis ikke vi havde denne evne. Det er det mirakel, der hele tiden redder verden fra dens naturlige forfald, at der hvert øjeblik fødes nye mennesker: De nye begyndelser, nye muligheder og nye handlinger, som de i kraft af at være født, er i stand til at udrette. Derfor mente Arendt, at vores ”fødthed” var mere betydningsfuld end vores dødelighed, og at ethvert menneske er en slags mirakel.

Alt andet i naturen er jo styret af fysikkens love og dyrene er styret er deres instinkter. Men mennesker er anderledes uforudsigelige, fordi vi også har en enestående evne til at begynde på noget helt nyt. Vi kan tænke og handle frit. Begynde forfra. Skabe noget nyt, som aldrig er set før, til forskel fra dyrene.

Nu er der måske nogen, der tænker: Jamen min hund eller kat er da også ret klog og har sin egen unikke personlighed, og det er sikkert rigtigt. Men der er alligevel forskel. Jeg kan f.eks. godt spørge en mand, hvilken slags hund han har derhjemme. Men spørger jeg ham, hvilken slags kone han har, så kommer jeg nok galt afsted. Et menneske er mere end en avanceret biologisk ”maskine”. Hvis min bil f. eks skal på værksted, så kan jeg bede mekanikeren om en lånebil. Men hvis min kone skal på sygehuset, så skal jeg ikke spørge sygeplejersken, om jeg kan få en ”låne-kone” med hjem i mellemtiden. Så risikerer jeg selv at blive indlagt. Tvangsindlagt og fraskilt. For vi mennesker bliver i reglen vrede, hvis vi ikke bliver behandlet som de enestående og uerstattelige personer, som vi er født til at være. Personer der altså, som Hannah Arendt peger på, alene af alle levende væsner har en medfødt frihed til at skabe nyt og begynde forfra på en frisk.

Så selvom Hannah Arendt ikke var kristen, havde hun alligevel sans for det håb, evangeliet peger på. Fordi hun havde blik for det mirakuløse ved tilværelsen og især ved menneskers fødsel. Faktisk sagde hun engang. Det:At vi kan have tillid til verden og håb for verden er måske ingen steder udtrykt mere præcist og smukt end netop i juleevangeliets glade budskab: ”et barn er født os”.

For Juleevangeliet fortæller, at ”et barn er født os”. ”I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus Herren” og: ”I skal finde et barn som er svøbt og ligger i en krybbe”. Guds søn og Verdens Frelser fødes i en stald og lægges i en krybbe. På en måde kan ethvert barn også potentielt være en slags ”frelser” i det små. Fordi et barn altid repræsenterer: Håb, nye muligheder, en ny begyndelse og fordi små børn kan kalde det bedste frem i os voksne. Sådan kom Gud også til verden som et lille barn, for at kalde det bedste frem i os og for at give os håb og kræfter til at kæmpe mod alt det, der truer livet. Verden er ikke et gudsforladt sted. For Gud har i Jesus Kristus gjort en ny begyndelse i verden og tændt et lys i mørket, som aldrig kan slukkes. Derfor begyndte vores tidsregning også på ny med året nul, da Han blev født for 2020 år siden. Og derfor sang englene julenat:

”Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Rigtig glædelig jul.

Amen.