Valgmenighedskirkerne i Kerteminde og Dalby er det synlige resultat af den vækkelsesbevægelse, som fra begyndelsen af 1800-tallet, oversvømmede hele Danmark. Folk følte på den tid ofte en afgrundsdyb afstand mellem de akademiske teologer og almindelige lægfolk, som ved private sammenkomster forsøgte at fremme en mere inderlige tro end den forstandsdyrkelse, som den autoriserede statskirke stod for.

Ifølge en forordning fra 1741 var det imidlertid forbudt at holde religiøse møder i private hjem. Dette faldt mange ”vakte folk” for brystet. På trods af forbudet samledes man alligevel til møder, kaldet ”gudelige forsamlinger”, hvor salmesang og oplæsning af Luthers prædikensamlinger var faste punkter.

Frihed for den enkelte blev et nøgleord i tiden. Man ønskede frihed til at have sit eget syn på kirkens indre væsen og frihed til at kunne benytte en ikke rationalistisk - eller såkaldt vantro præst. Som én af de ”vakte” i Kerteminde, Henrik Svane, så rammende udtrykte det i et sammenstød med en sognepræst:

Når Kongen kalder Præsterne så bliver de derefter; men vil Herren kalde dem, så bliver de som de skal være”.
Mange djærve og stærkt troende lægfolk var med til at præge vækkelsen i dens start. Blandt disse kan nævnes: skomager Ole Henrik Svane, bosiddende i Kerteminde, tømrer Christen Madsen fra Bregnør, kaldet ”Fyns Apostel”, senere bonden Kristen Larsen, Dalby, men også folk som magister Jacob Chr. Lindberg og N.F.S. Grundtvig. Sidstnævnte gik med ildhu ind i ”kirkekampen”.

Det er gammeldags luthersk Kristendom, der vågner i Folk nu - og den finder de ikke forkyndt i Kirken”, skrev han. At få løst sognebåndet blev en mærkesag for Grundtvig og hans tilhængere.

Folk skulle have fri ret til præstevalg. Dette skete endelig i 1855, hvor loven om sognebåndsløsning trådte i kraft. Endelig kom i 1868 valgmenighedsloven, som gav mulighed for at sognebåndsløsere kunne bygge deres egne kirker og vælge deres egne præster.