Brylluppet i Kana” Evangeliet til 2. søndag efter Hellig Tre Konger. Johannes, kap. 2. v. 1-11.


Et svensk digt fra midten af 1800-tallet fortæller om den finske bonde Paavo, der prøver at forsørge sin familie i det ugæstfri nordiske klima. Det første år, han dyrkede jorden ødelagde oversvømmelser i foråret og haglvejr om sommeren meget af høsten. Det sidste tog efterårskulden. Så Paavo og hans familie var nødt til at blande bark i brødet for at klare sig igennem vinteren. Næste år arbejdede Paavo endnu hårdere og gravede grøfter omkring markerne. Men igen var han uheldig med høsten pga. dårligt vejr. Så familien måtte blande endnu mere bark i brødet og Paavo måtte arbejde endnu hårdere. Men endelig, det tredje år, blev høsten ikke ødelagt af dårligt vejr. Da udbrød Paavos kone glad: Nu kan vi spise almindeligt brød uden bark. Men Paavo insisterede på, at de fortsat skulle blande bark i brødet, så de kunne dele deres mad med de naboer, hvis høst det år var blevet ødelagt af kulden.


Denne lille fortælling om ”barkspiserne” kan man læse i en bog af den iranskfødte svenske socialforsker Nima Sanandaji. Hans pointe med fortællingen er, at der findes en særlig nordisk kultur eller ånd, hvor normer som arbejdsomhed og ansvar, samarbejde og fællesskab sættes højt. Normer, som er opstået i en mangelsituation, gennem små selvejende bønders kamp for at fravriste naturen et levebrød under vanskelige klimatiske forhold. Når vi i norden lever i samfund, der trods mange fejl og mangler, er rigere, mere frie og lige end nogen andre samfund i verdenshistorien eller ud over kloden, så skyldes det ikke bare et bestemt politisk system. Men også en kultur eller ånd, som har dybere rødder end vores demokratiske styreform.


Måske var det også det, som først Kresten Kold og siden Anders Klinkby og de andre lærere i friskolen inde ved siden af kirken, ville lære børnene, når de fortalte myter. Fortællinger om, at livets mening er at kæmpe sammen med guderne for det sande, det gode og det skønne imod jætterne - de jættekræfter, i og uden for os selv, som vil ødelægge livet. Vores hedenske fortid rummer jo, ligesom vores jødisk-kristne arv, også noget sandt, som godt kan blive ”døbt” i en grundtvigsk menighed.


Som en af bidragyderne til det festskrift, vi udgiver i dag i anledning af valgmenighedens 150-års jubilæum, skriver, så byggede de grundtvigske ikke kirker, fordi de manglede et hus. Men fordi de drømte om et rigere hverdagsliv. Derfor havde de brug for en kirke, hvor de kunne blive mindet om, hvad der er værd at kæmpe for. Et hus hvor de kunne holde drømmen om et rigere, et bedre, et mere menneskeligt liv i live, og ikke mindst et sted, hvor de kunne søge trøst i troen på, at der var én, som bar med, når det så sort ud.


Jeg har læst, at gennemsnitslevealderen dengang omkring midten af 1800-tallet var 45 år for kvinder og 42,9 år for mænd. I dag bliver vi tæt på dobbelt så gamle i gennemsnit. Men det er tankevækkende, at havde vi levet dengang, ville de fleste af os herinde, om jeg så må sige; gennemsnitligt været døde. Så vi har vel noget at være taknemmelige for. I dag har vi – i den vestlige verden – bevæget os fra mangel til overflod. Men overfloden er ledsaget af en stigende åndelig rodløshed. Så måske er der noget andet, vi mangler. I bogen, som jeg begyndte med, hævder den amerikanske nobelprismodtager i økonomi Robert Fogel, at når der findes fattigdom i dag i moderne samfund som vores, så skyldes det i høj grad også en ulige fordeling af ”åndelige ressourcer” som selvværd, selvdisciplin og følelsen af at høre til i et fællesskab. Den materielle mangel skyldes en ulighed i immaterielle goder, som normer, kultur og ånd. Det betyder ikke at fattigdom er selvforskyldt. For normer, kultur og ånd er også et fælles ansvar. Men for at forandre sin situation kræver det også et mentalt eller åndeligt overskud. Så hvis vi stadig ønsker et rigere hverdagsliv - også for dem, som er fattigere på muligheder, end os selv - så er normer, kultur og ånd vigtige, fordi det er derigennem, vi lærer, arbejdsomhed og ansvar, samarbejde og fællesskab.


Og hvis vi glemmer vores jødisk-kristne rødder, så går det - måske - ligesom med de afskårne blomster, som vi sætter på alteret i kirken. De bevarer deres skønhed og duft et stykke tid i kraft af den næring, som de har suget op af den jorden. Men før eller siden visner de. Hvis blomsterne skal gives videre til næste generation, så må de vokse i frugtbar jord. Den jord som udgøres af de normer, den kultur og ånd, som findes i vores fortællinger og sange, salmer og gudstjeneste. Det kan ikke formidles videre uden skønhed i poesi og musik. Hvis næste generation skal bibringes en fornemmelse af menneskelivets hellighed eller guddommelighed, så kræver det skønhed i musik og poesi, hvad der heldigvis stadig er mennesker, som prøver på at holde fast i, i skole og kirke.


Men trods vores overflod, så hører det også med til at være menneske at mangle og at løbe tør ikke bare i materiel men også i åndelig forstand. Vi kan løbe tør for kræfter, for mod eller for håb og tro på fremtiden eller på Gud. Et menneske kan også løbe tør for glæde. Det kan være pga. sorg eller ensomhed, eller fordi vi lever i en rastløs og travl tid, hvor vi hele tiden bliver vejet og målt på vores præstationer, som om et menneskeliv ikke havde en anden og langt større værdi, end den vi har i kraft af det, vi kan præstere og udrette. Et menneskes værdi er jo ikke dets markedsværdi eller nytteværdi. Det ligger dybt i vores jødisk-kristne arv, med dens respekt for det enkelte menneskes værdighed og frihed. Men mennesker kan løbe tør – også for glæde. Det er det Maria siger til Jesus ved brylluppet i Kana: De er løbet tør. De har ikke mere vin. Dvs.: De mangler glæde. Det er derfor Jesus gør vand til vin. For at de ikke skal løbe tør for glæde. Og: ”Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed og hans disciple troede på Ham”.


I begyndelsen var det altså menneskers glæde Kristus besøgte. Ikke sorgen. Men glæden. Det første Han gjorde, var at sørge for glæde. Der er nogen, som har kaldt dette under for et ”luksusunder”, fordi det kan synes overflødigt. Vi har jo ikke brug for vin for at overleve. Et menneske kan udmærket overleve på vand (på vand og brød (med bark i) havde jeg nær sagt) Og når Jesus ellers gør tegn og undere, så handler det som regel også om mere alvorlig nød, om at befri mennesker fra dyb elendighed og livsødelæggende magter. Syge helbredes, lamme går, blinde ser, sultne bespises, døde opvækkes. Med sine undere hjælper Kristus mennesker, der mangler: Sundhed, førlighed, syn, mad, liv. Men det første under gjorde Han for at hjælpe dem, der manglede glæde, og det under er vel kun overflødigt, hvis man regner glæden for overflødig. Og det gør Kristus åbenbart ikke. Apostlen Paulus skriver et sted til menigheden i Korinth: ”Vær medarbejdere på hinandens glæde” Det er vel det en menighed er: Et fællesskab af fejlbarlige og ufuldkomne mennesker, der er kaldet til at være medarbejdere på hinandens glæde. Og;”være glade i håbet, tålmodige i trængslen og vedholdende i bønnen”, som det lød fra alteret.


Det sker af og til at en konfirmand siger noget i retning af: Vi tror nok på Gud. Men vi tror ikke rigtig på, at Jesus kunne gå på vandet eller gøre vand til vin. Den slags kan jo ikke lade sig gøre i virkeligheden. Måske er det bare en god historie. Jeg må jo give dem ret, så langt, at jeg f. eks ikke selv kan lave vand til vin. Jeg har godt nok aldrig har forsøgt. Men det tror jeg godt, at jeg kan sige med sikkerhed.


Men kan vand virkelig i bogstavelig forstand blive til vin? Ja, selvfølgelig. Det er det, der sker hele tiden i vintræet. Druerne suger vand fra vinstokken, modnes, og når man tramper på dem, brister de. Saften løber ud og forbinder sig med den gær, som sidder på druernes overflade. Druesaften gærer og får ny farve, virkning og smag. Vand bliver til vin.
Da Jesus i Kana forvandlede vand til vin, gjorde Han ikke andet, end hvad Gud gør hele tiden, når vinplanterne, som Han har skabt, forvandler jord, vand og sollys til druer, som kan blive til vin. Det er en del af det store under, som livet er, og som der er grund til at undre sig over og glæde sig over. Og hvis det er et helt utroligt under, at Jesus kan skabe vand om til vin til et bryllup. Hvorfor er det så ikke et ligeså utroligt under, når det sker i naturen? Bliver vores liv ikke rigere af at få øjnene op for det? For alt det som giver livet farve, glans og smag og skænker os glæde?


Måske var det også det, at Hans disciple ville udtrykke: At i Jesus Kristus, havde de erfaret en sådan overflod, at de kom til tro på, at de I Ham havde mødt selve den kraft eller magt, som står bag verdens skabelse. At Han er ”Guds herligheds glans, Hans væsens udtrykte billede” som der står i Hebræerbrevet. Vi kan ikke forvandle vand til vin eller frelse os selv. Men vi har lov til at tro, at Han både kan og vil. Amen.