Årsberetning 2016, Kerteminde Dalby valgmenighed.

Kære valgmenighed

Så er der gået endnu et år og jeg skal, traditionen tro, skal fortælle om året, der gik her i valgmenigheden, året 2016

Det var jo et specielt år - og et meget turbulent år for valgmenigheden.

 

Gustav gik, som bekendt, på pension og vi holdt afskedsreception og 70-årsdag her for ham d. 1.maj. Det var dejligt, at I mødte så talstærkt op og at vi derfor kunne få sagt et ordentlig farvel og tak for veludført dåd til Gustav.

Herefter vikarierede han for sig selv i maj og juni måned, mens vi i bestyrelsen arbejdede på at få fundet en velegnet efterfølger som præst her på stedet.

Det lykkedes, synes vi i bestyrelsen, over al måde - idet vi var så heldige at kunne få Anders ansat her hos os og, d. 26.maj kunne vi underskrive kontrakten.

I juni og juli måned skulle vi så have præsteboligen klargjort til den nye præstefamilie.

Sådan noget ender altid med at være en større operation, end det man havde regnet med. Større og dyrere, men det er også vigtigt, at vi passer på vore værdier her - herunder vore huse og her var en mulighed for at komme til bunds i sagerne.

Vi synes, resultatet er blevet godt og håber og tror, at Anders og Hanne og deres børn trives godt i huset.

Økonomien i renoveringen vil Karl komme nærmere ind på - jeg husker, at vi sidste år ikke havde opstillet et budget for ombygningen - og at Frederik sagde, at nu ville I holde øje med os…

Vi har også haft lidt af det ”sædvanlige” udenom-kirkelige program

Blant andet kom frivillig medarbejder ved Østfyns Museer: Erik Ingemann Sørensen og fortalte om, da “Da indre Mission “kuppede “ Kerteminde Kirke.”

Søndag den 13. marts var der

Indsamling til Folkekirkens Nødhjælp

Så havde vi, som før nævnt, afskedsreception for Gustav og d. 14.august, indsættelsesgudstjeneste for Anders med provst Lone Wellner Jensen - herefter var der champagne og kransekage i samlingsstuen for de fremmødte.

Søndag d. 18. september havde vi høstfrokost og Anders fortalte om sin vej til præsteembedet. Der var ca. 40 fremmødte - dejligt, at så mange mødte op.

Lørdag d. 1. oktober var der arbejdsdag her ved Emaus.

Fredag d. 7. oktober Konfirmandtur til Jelling og Ribe

Onsdag d. 23. november var der Fredslys-gudstjeneste efterfulgt af gløgg og æbleskiver i samlingsstuen for de fremmødte.

Søndag d. 27. november, som var 1.søndag i advent, sang koret ”Morgenfruerne” nogle sange for os under gudstjenesten - og bagefter havde vi vores traditionelle adventsfrokost.

Så var der jo julen - med alle dens gudstjenester - og vi fandt på en ny lille tradition i år, med champagne og kransekage i våbenhuset efter nytårsgudstjenesten. Det var meget hyggeligt!

Fra d. 13. okt. til d. 6 nov. var Anders på international tjeneste med forsvaret, som feltpræst. Der er ind imellem udkald - Anders har også lige været 10 dage i Kosovo - og skal vist snart igen. Embedet passes af Gustav når Anders er udsendt.

Som sagt: et aktivt og varieret år for os i Kerteminde-Dalby Valgmenighed.

I grunden er vores lille menighed en succes - en mønsterbryder.

Hvor folkekirken oplever massive udmeldinger, har vi den lykke at se, at medlemstallet gennem de sidste mange år har været stabilt - oven i købet stigende. Stigningen sker mest ved, at konfirmandfamilier melder sig ind ved årets start og derefter melder de sig ud igen efter konfirmationen - men der bliver altid nogen hængende.

Så, der er en del gennemtræk, men som sagt, også en stigning hen over årene, næsten 100 medlemmer ekstra over de seneste 10 år.

Sidste år bragte Frederik den problematik på banen, at der var for lidt tilslutning til vore aktiviteter. Hvor lidt tilslutning skal der være før vi slet ikke har en eksistensberettigelse - skal være her overhovedet? - skulle vi lukke butikken og rykke hen i sognekirken?

Jørgen Larsen har også rundsendt en mail med samme problematik.

Og, det er jo rigtigt, at hvis vi ikke bakker op om det, vi har sammen - så er det der kun på papiret.

Det er også rigtigt set, at både folkekirken og folkeskolen har taget det grundtvigske til sig og at det, på den baggrund kan se ud som om valgmenigheder, frimenigheder og friskoler har givet stafetten videre og gjort sig selv overflødige.

Men jeg har nu alligevel lyst til at se den problematik i et andet perspektiv:

En valgmenighed er, som alle andre slags menigheder, et fællesskab.

Sognemenighederne var - og er - dannet ud fra et lokalt, geografisk perspektiv, mens valgmenighederne blev dannet af folk, som i fællesskab, myndiggjorde sig selv, tog skeen - og murerskeen i egen hånd, og byggede kirker og valgte egen præst.

En præst som kunne forkynde frit - uden konge og embedsværk hængende over sig.

Valgmenighederne oprettedes, som I jo ved, som en del af et helt mønster af organiserede fællesskaber - til varetagelse livs- og samfundsopbyggende aspekter:

  • det åndelige aspekt i valg- og frimenigheder

  • det arbejdsmæssige aspekt, altså arbejdspladser, vækst og udvikling, via andels- og brugsforeninger

  • Det dannelsesmæssige apekt i friskoler og højskoler.

Gennem en mere end hundreårig periode har disse stærke og stolte fællesskaber og foreninger sat deres afgørende præg på hele Danmark.

Det har de - og det er tydeligt at se, idet folkeskolen og folkekirken også har taget friskolernes og valgmenighedernes kendetegn til sig som deres egne.

Dette er en succeshistorie af dimensioner.

Det har gjort Danmark til et land, hvor man i særlig grad interesserer sig for hinanden, elsker foreninger og andre fællesskaber og med et bemærkelsesværdigt niveau af tillid mellem borgerne.

Hvad skal man så med valgmenigheder nu, hvor folkekirken ligner meget vores - spørges der?

Spørgsmålet om valgmenighedens berettigelse rummer risikoen for atter at hælde barnet ud med badevandet.

I vor tid er de gamle fællesskaber udfordrede. Nu skal vi alle være nyttige borgere i konkurrencestaten, en stat, hvor der ikke lægges vægt på fællesskabet men på at udkonkurrere hinanden på alle niveauer - i daginstitutioner, i skoler, i erhvervslivet og internationalt, landene mod hinanden.

Der er et ødelæggende fokus på individet.

Dette fokus på mig og mit og mine fordele eroderer grundlaget for fællesskabet, fordi det ligger i tidsånden, at man kun skal støtte op om fællesskabet så længe det er udfordrende, sjovt, underholdende, eller på anden måde giver fordele for en selv.

Dermed umuliggøres fælleskabet.

Et rigtigt fællesskab forpligter - og man engagerer sig - også selv om man har meget om ørerne eller selv om man ikke lige selv høster fordele af det hele tiden.

Man bidrager fordi man kender fællesskabets og sammenholdets værdi og fordi man selv har haft glæde af det og derfor gerne vil bevare det og give det videre til de kommende generationer.

Uden denne følelse af forpligtelse overfor det fælles, smuldrer det.

Fællesskabernes opløsning forværres af, at Danmark gennem de senere år er blevet hærget af en bølge af new public management af orwellske dimensioner.

Alt topstyres - ned til den mindste detalje - og vore institutioner, folkeskoler og folkekirker, skal dokumentere og indberette opad i systemet. Det, der ikke kan måles, og dokumenteres i et regneark, er til syneladende intet værd.

Kontrol er åbenbart bedre end tillid , og, med den elektroniske effektivitet vi har i vore dage, er det svært at undslippe systemets kontrol.

Man føler os atter hensat til enevældens tid. Nu er det bare ministerkontorerne og KL, der skal regulere alt og alle - i stedet for kongen og hans mænd.

Hvis vi var et spil ludo, kunne man sige, at vi var slået tilbage til start - før 1849.

For hvad er denne samfundsudvikling udtryk for?

Det er et udtryk for en top-down-filosofi. - Diamentralt modsat de grundtvigske fællesskaber.

I new public management-filosofien underkendes i rå grad det folkelige. Græsrødderne. Det, der vokser op nedefra. Det, som folket selv opbygger. Hele det grundtvigske DNA.

Jeg siger derfor: Vi har aldrig haft større brug for vor grundtvigske arv end vi har nu.

Valgmenigheder, friskoler og højskoler er frie oaser i forhold til new-public-management-tyranniet, som er ved at ødelægge vort land og dets fælleskaber.

Der er hårdt brug for, at frie folkelige samfundsopbyggende bevægelser som de grundtvigske får en renæssance og kan vise en anden vej og atter vise deres livsduelighed og berettigelse.

Friskolerne skal nu nok klare sig - dels skal man jo gå i skole, så der vil altid være interessenter, dels passer det også ind i den individuelle tidsånd, at min lille søn eller datter nok får mere du af det hele på en friskole…

….men en kirke…?

Udfordringen for os, som valgmenighed i vor tid er, at den gudstro og den inderlighed i troen, som fik folk til at slå sig sammen i kirkelige fælleskaber den gang i 1800tallet, - er sjældent forekommende nu om stunder.

Det religiøse har det hårdt i disse sekulære tider, hvor vi sætter os selv over alt andet.

Man kan blive mistænkt for at være ”lettere underfrankeret” hvis man går i kirke.

Hvis man ligefrem engagerer sig i kirkeligt arbejde, må det da vist have noget med politiske partier at gøre?...

Så, det er vanskeligt at holde liv i det kirkelige, og få folk til at engagere sig i deres menighed. Selv om man måske nærmest er født og opvokset i og med den, ved man ikke rigtigt hvad man skal stille op med den. Den ligger bare i baggrunden - og det er trods alt godt, at den er der.

Så kunne man jo få nye medlemmer. Men, for udenforstående ligger det ikke lige til højrebenet at melde sig ind i en valgmenighed. Folk udenfor ved ikke rigtig hvad det er - og det lyder sekterisk og sært.

Så hellere noget med buddhisme. Det lyder mere fancy - og passer også bedre med den generelle civilisationsforagt, som hærger landet.

Så: der er brug for en ny vækkelse. Vi trænger til at bliver vækket, til at genopdage vort livsgrundlag, vor tro, vore fælleskaber i livets forskellige elementer.

Som jeg ser det, er der håb endnu. Endnu ligger Grundtvig, tror jeg, som en surdej under det hele - klar til at vække den døde dej til live igjen - i et spirende liv med gode fælleskaber indenfor kirke, skole, arbejde, foreningsliv oma.

Så - hermed en opfordring: når kirkebladet udkommer- så se lige på programmet, om ikke der skulle være noget, en gudstjeneste eller to, en arbejdsdag eller et foredrag, for eksempel, som du gerne vil komme til - for din egen skyld, naturligvis, men også for at støtte op om fællesskabet her i menigheden.

Der skal ikke så mange ekstra til før deltagerantallet ser fornuftigt ud og vi kommer ind i en god cirkel.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at fællesskaber bæres af relationer - så tag en ven eller bekendt med i kirke - og nyd, at vi hver søndag har fornøjelsen af en glimrende præst, der kan give os gode ord at leve videre på, at vi kan synge sammen - og nogle gange er der kirkekaffe. Skal der være mer kirkekaffe? - allier dig med et par stykker lav et kirkekaffehold? Bare meld jer til Anders!

Vi har den lykke her i vor menighed, at medlemstallet stiger, men det er ikke nok for at sikre vor lille menigheds overlevelse. En menighed er jo et fællesskab, og hvis man ikke deltager i det - findes det ikke.

Det er mit håb og min opfordring til denne dejlige lille menighed i det nordøstfynske, at man vil genoplive og genopleve det stærke fællesskab, som er dens grundlag og eksistensberettigelse.

Inden jeg nu kommer jeg til min årlige takkerunde vil jeg fortælle jer, at dette bliver min sidste formandsberetning til jer. Jeg genopstiller ikke som formand.

Einar og jeg har sat vores hus til salg og vi flytter til sjælland når huset er solgt. Det ved vi jo ikke hvornår sker, og derfor er det vigtigt, at I nu får en ny formand, hvis jeg pludselig er rejst.

Vi flytter til Sjælland fordi vore 4 døtre og hele den øvrige klan bor derovre, og det samme gælder de fleste af vore fritidsinteresser.

20000 kr om året bare i brobizz taler sit tydelige sprog.

Vi har elsket at bo her i Kerteminde og har nydt at bo i det skønneste hus - i øvrigt Laurits Christian Hagens hus - valgmenighedens første præst.

Jeg har været med i bestyrelsen i, tror jeg, 17 år. De første mange år arbejdede jeg med børne- og ungearbejdet, med weekendture for de 10-13årige, gyldenbørsterne, som vi kaldte dem, og med fastelavnsarrangementer, påskeløb osv. De seneste 10 år har jeg været formand og droslede derfor ned på børne- og ungdomsarbejdet.

Jeg har gjort hvad jeg kunne for valgmenigheden, men kom jo ikke selv af en - og kendte ingen her i forvejen.

Så måske vil det være godt nu med en formand fra egne rækker, - som kan revitalisere fællesskaberne her.

Jeg har været glad for at være en del af valgmenigheden - og vil jo være det endnu - jeg ved bare ikke hvor længe.

Min takkerunde indledes derfor med at sige tak for den tillid, I har vist mig i de ti år, hvor jeg har været formand for bestyrelsen her i valgmenigheden.

Jeg vil gerne takke bestyrelsen for vores samarbejde og mange aktiviteter og opgaver, vi har haft sammen gennem årene. Tak for alle vore hyggelige, effektive og ofte sjove møder. I de senere år har det primært handlet om gode frokoster, der arrangeres, for at stå vagt ved konfirmationerne, for at binde adventskranse til vore kirker ved juletid, for at hente fredslyset hjem til fredslysgudstjenesten, for at arrangere arbejdsdage, for at stille op og lave ekstra hyggelige ting - såsom julelotteri og champagne nytårsdag - og, i det hele taget, for alt det , der dukker op og som skal drøftes, eller håndteres i løbet af et år. En særlig tak til bygningsudvalget for det store arbejde med at passe på vore bygninger. Dette arbejde har i år været meget stort i forbindelse med renoveringen af præsteboligen.

Mange tak, alle sammen. Vi fortsætter jo samarbejdet - jeg er ikke på valg, men vore dage sammen er alligevel talte.

Nu vil jeg, vil jeg, på alles vegne, rette en varm tak til Anders fordi du er gået på med krum hals, her hos os, og taget valgmenigheden til dig på den måde, du har.

Du siger selv, at ting tager tid - og der er meget at vænne sig til her hos os, men vi synes det går rigtig fint - og håber også, at du kan sige det samme.

- Jeg kan i hvert fald sige, at jeg med jævne mellemrum får tilbagemeldinger fra folk om, hvor glade de er for dine gudstjenester og prædikener. Så, tak fordi du gør dig så stor umage med dette. Folk trænger til gode ord på vejen, til at få næring til de åndelige rødder - og jeg tror, at du er rette mand på ret sted i tiden, som kommer.

Jeg vil også rette en tak til Jørgen Boll fordi du sørger for, at holde vores hjemmeside flot og velfungerende, og til vore musikere: Poul Balle, Birgit Bay og Henrik Mose for det dejlige orgelspil og kirkesang.

Tak til Karl Andersen for at passe vores økonomi omsorgsfuldt og grundigt. Dette hører vi nærmere om lige om lidt.

-Tak til Annemarie Slot og Tage Krogh Nielsen, for jeres arbejde som revisorer.

Også tak til dig, Else Marie Bjerregaard, som leder generalforsamlingen til alles tilfredshed.

Dette var ordene fra mig. Tak for jeres opmærksomhed.